ANNONCE
Rejsebrev: Spiral Jetty
I april er det 50 år siden, Robert Smithson skabte Spiral Jetty, en 460 meter lang og 4,6 meter bred spiralformet jordhøj i Utahs Great Salt Lake. Værket er et såkaldt earthwork, bygget af jord og lavasten fra området. Cecilie Nellemann og Stefan Thorsteinsson har skrevet et rejsebrev om værket fra Salt Lake City, USA.
Cecilie Nellemann og Stefan Thorsteinsson
Cecilie Nellemann og Stefan Thorsteinsson er begge grafiske designere MFA og partnere i Studio Atlant.
I april er det 50 år siden, Robert Smithson skabte Spiral Jetty, en 460 meter lang og 4,6 meter bred spiralformet jordhøj i Utahs Great Salt Lake. Værket er et såkaldt earthwork, bygget af jord og lavasten fra området.
Vi ankommer først til Golden Spike National Historic Site, hvor to ender af USA’s første transkontinentale jernbane i 1869 mødte hinanden. Jernbanen findes ikke længere, men det gør et lille museum, hvor man også kan indskrive sig, hvis man skal videre ud mod Salt Lake’n. Man nedfælder sit navn i det tilfælde, at man meldes savnet. Det kunne give en følelse af at være på ekspedition, men vi er i oktober, temperaturen er ikke ørken-varm, og det sidste stykke ud til Rozel Point, hvor værket er, tager kun en times tid. Vi har læst om folk, der har ledt forgæves, men der er kun få steder, man kan køre forkert. Inden vi når Spiral Jetty, møder vi et langt pælehegn, der ligger lidt jern-skrot, og vi spotter oliepumper; ellers er der øde her, hvor der engang var aktive vulkaner. Sorte lavasten ligger som reminiscenser af udbruddene. Smithson beskrev sit første møde med den forfaldne industri som “evidence of a succession of man-made systems mired in abandoned hopes.”[1]
Robert Smithson valgte at placere Spiral Jetty i the Great Salt Lake, fordi landskabet hentyder til noget forhistorisk. Følelsen af et sted, der ikke har ændret sig siden urtiden. De eneste tegn på liv er fuglefjer, små skeletter fra døde dyr og insekter og en sparsom fauna. En fornemmelse af noget tidløst.
Samtidig er Spiral Jetty et kunstværk, der kræver tid. Spiralen går mod uret. Mod tiden. Tilbage i tid, før menneskets tid og ind i universets tid. Værket er anlagt med tanke på, at det forfalder; fra det tidspunkt, det står færdigt, er det et værk, som udvikler sig langsomt. Det opleves langsomt. Fordi man leder efter mening. Fordi det føles som at gå ude i intetheden. For Smithson handlede det tidslige aspekt også om at sætte spørgsmålstegn ved vores lineære opfattelse af tid.
Cecilie Nellemann og Stefan Thorsteinsson
Cecilie Nellemann og Stefan Thorsteinsson er begge grafiske designere MFA og partnere i Studio Atlant.
Spiral Jetty
Great Salt Lake, Utah, USA
Kunstner: Robert Smithson
Størrelse: 4,572 x 457,2 meter
Opført: 1970
Note
1: Robert Smithson (1972): “The Spiral Jetty”. I Robert Smithson: The Collective Writings (Jack Flam, red.). University of California Press, 1979, s. 146.
Udgivelse
Rejsebrevet blev første gang bragt i Arkitekten 03/2020.
ANNONCE
Vandstanden i the Great Salt Lake har aldrig været permanent. Søen ændrer sig, i takt med at temperatursvingninger, smeltende gletschere og tørke får den til at udvide sig eller skrumpe. Efter den sidste istid, i stenalderen for ca. 14.000 år siden, da vejret blev varmere, skrumpede en gigantisk sø, Lake Bonneville. Over de næste 4000 år blev søen, der oprindeligt fyldte hele den vestlige del af Utah, til en række mindre søer, heriblandt Great Salt Lake. Smithson lejede oprindeligt grunden ved Rozel Point i 20 år for at kunne bygge værket og herefter sikre dets overlevelse. I dag ejes jorden af staten Utah; både den jord, værket er bygget af, og den grund, værket ligger på. Mens kunstinstitutionen, Dia Art Foundation, ejer det fysiske værk og har forpligtet sig til at dokumentere og vedligeholde det.
Tilblivelsen af spiralen blev dokumenteret af Smithson, som efterfølgende producerede en film med undertitlen ‘mellem kunst og natur’. Noget af filmen er optaget fra fly, hvor udsigten over spiralen er storslået. Man ser en frontlæsser hælde jord og lavasten ud i søen. Et fyldt lad dumpes ned, straks flyder det ud. Man forstår, hvor krævende arbejdet har været. Frontlæsseren ser så lille ud i forhold til den store sø.
Spiralen føles som et meget fysisk værk. Når man er der, sammenholder man sin krop med værket. Måske fordi det er et værk, man går på. Smithson selv taler om forskellen på størrelse og skala: “A room could be made to take on the immensity of the solar system … The Spiral Jetty could be considered one layer within the spiraling crystal lattice, magnified trillions of times.”[2]
Da spiralen var færdig i 1970, lå den oppe over vandoverfladen, men allerede på billeder fra samme år kan man se mennesker på spiralen, der spadserer i vand til knæene. Blot to år efter, at værket var færdigt, steg vandstanden i søen så meget, at spiralen forsvandt. I 30 år lå Spiral Jetty gemt under vandets overflade, indtil tørke i 2002 bragte spiralen tilbage. Vandstanden fluktuerede de næste ti år, og siden 2012 er vandet langsomt forsvundet helt. Nu, hvor vandet er fordampet, behøver man ikke følge spiralens bumpede, lavastensbelagte rute, man kan gå på tværs direkte hen til centrum.
Note
2: Ibid., s. 147.
Smithson, der døde i 1973 i en alder af 35, var ikke den eneste, der arbejdede med land art. I de samme år arbejdede kunstnere som Nancy Holt (Smithsons hustru), Walter De Maria og Michael Heizer også med jorden og naturen som materiale og skabte flere monumentale værker i de amerikanske ørkener. I dag er det blevet hipt at opsøge disse værker. Skal man f.eks. opleve De Marias The Lightning Field (1977), kræver det, at man sidder klar ved computeren én specifik dag på året, hvor kalenderen fyldes op. Da vi besøger Spiral Jetty, er vi da også langtfra alene. I løbet af de timer, vi opholder os ved kunstværket, ankommer og forlader fire andre biler stedet. På den måde føles det ikke helt så øde længere, og man skal være heldig for at opleve det alene.
Da vi besøgte stedet, var det ikke kun spiralen, som fascinerede, men lige så meget stedet: søens lyserøde farvespektrum, knasende salt under fødderne, synet af bjerge og klar blå himmel – den slags naturoplevelse, der renser hjernen for tanker.
Note
3: Ibid., s. 146.
