ANNONCE

Foto: Frederik Rosing
Klumme af

Frederik Rosing

Arkitektstuderende ved Arkitektskolen Aarhus

Kunstneren Pia Arke beskrev i sit essay Etnoæstetik (Arke, 1995), hvordan grønlændere ofte bliver gjort til ‘etnografiske objekter’. Til eksempel bliver noget kunst og kunsthåndværk gjort særligt grønlandsk, fordi det har en æstetik forbundet med inuitkulturer. Arke advokerede for skabelsen af et såkaldt tredje sted som eneste vej ud af identitetskrisen. Skabelsen af et hjem for dem, der hverken hører til i Vesten eller i ‘restverdenen’.

Et halvt århundrede forinden beskrev en anden grønlandsk kunstner, Jakob Danielsen, den kollektive skabelse af et hjem (Rosendahl, 1967). I Danielsens erindringer fra hans barndom i Diskobugten i starten af 1900-tallet beskriver han, hvordan han flere gange om året hjalp til med at bygge familiens hjem. Om sommeren et telt af sælskind, om vinteren et hus af drivtømmer og tørv, og endelig ‘den store begivenhed’, når forårsteltet skulle rejses ved kysten. I nomadekulturer, hvor man konstant tilpasser sig, er det at bygge sit hjem en vigtig kollektiv begivenhed. Alle må deltage i byggeriet, og det at bygge bliver en identitetsmarkør for fællesskabet. Grundet deres korte levetid har den type konstruktioner ikke samme markante plads i den grønlandske kulturarv som mindre genstande i ben og træ, der ofte bliver emblematiske for grønlandsk identitet. Men hvad der ikke overlever i den materielle kulturarv, kan måske få lov at leve i den immaterielle. Grønland har ikke let adgang til byggematerialer. Sælskind, tørv og drivtømmer er ikke relevante i opbygningen af et moderne samfund. Landets stærke håndværkstradition kan til gengæld vise sig yderst relevant, hvis den bruges rigtigt. Det kræver arkitekter, der tager grønlandsk kultur alvorligt.

Klumme af

Frederik Rosing

Arkitektstuderende ved Arkitektskolen Aarhus

Udgivelse

Klummen bliver udgivet i Arkitekten 04/2021, der udkommer den 11.maj.

ANNONCE

Foto: Frederik Rosing

I Danmark er både Grundtvigskirken og Aarhus Universitet kendt for deres smukke gule teglsten af dansk blåler. De står i deres simple materialitet som monumenter over den rige danske undergrund. Vigtigere er dog, at begge bygninger så gennemført eksemplificerer dansk håndværkstradition. Desværre er der en tendens til, at arkitekter, der virker i Grønland, fokuserer så meget på det storslåede landskab og natur, at kulturen bliver glemt. Ikke mindst i de store kulturbygninger, der ellers har potentiale til at blive symboler for nationalt fællesskab og identitet.

Det projekterede nationalgalleri i Nuuk er tegnet af BIG. Ifølge tegnestuen vil bygningen blive et symbol for det selvstændige grønlandske, kunstneriske og arkitektoniske udtryk takket være bygningens harmoni med landskabet. Bygningen kurver sig efter topografien og er en “metafor over gletsjere og sne”. Schmidt Hammer Lassen har parafraseret over nordlyset i Nuuks kulturcenter Katuaq og KHR havets bølger i svømmehallen Malik. Selvom Dorte Mandrup har undgået de mest overfladiske parafraseringer i det snarligt opførte verdensarvscenter ved Illulissat Isfjord, er forholdet til landskabet, forståeligt nok, igen den vigtigste parameter for designet.

Grønlands identitet er mere end et geografisk eller etnografisk unikum. Det er et land med en levende, moderne kultur, der konstant udvikler sig. Sisimiut i Nordgrønland er ved at blive et regionalt videnscenter for byggeri. Her uddannes både håndværkere, bygningskonstruktører og bygningsingeniører med særlig forståelse for Arktis. Grønlandsk byggekultur er altså ikke bare historisk funderet, men også et led i udviklingen af det moderne selvstændige Grønland. For at byggekulturen også kan blive til en egentlig selvstændig bygningskultur, er der brug for arkitekter, grønlandske som udenlandske, der engagerer sig i denne udvikling. Selvstændighed kræver et skabende fællesskab. Jeg vil konkludere som Pia Arke: “Hvis vi skal høre til et sted, er vi nødt til selv at skabe det.”

Foto: Frederik Braüner
Foto: Frederik Braüner