ANNONCE
Studenterklumme: Resttræ
Stor spildprocent på træ i byggeriet modarbejder bæredygtigheden. Arkitekter skal udnytte udtyndingstræer som ressource.
Lukas Wassberg
Stud.arch. ved Arkitektskolen Aarhus
Biogene materialer regnes for at være de mindst skadelige for klimaet og miljøet. Træ, som det anvendes i dag, ser dog ikke ud til at være en helt så indlysende løsning, som vi har gjort det til.
Alle materialevalg skal fremover vurderes i en livscyklusanalyse (LCA) (se også side 76), hvor det centrale parameter er mængden af udledt CO2 pr. kvm. For at kunne overholde grænseværdierne, der indføres i Bygningsreglementet fra 2023, bliver vi som bekendt nødt til at udskifte nogle af de materialer, der udleder kulstof til atmosfæren, til nogle, der optager det. I det arbejde forventes træ at blive vores foretrukne valg til en lang række bygningsdele. Derfor er det afgørende, at de bagvedliggende tal, vi baserer vores brug af træ i byggeriet på, holder stik, og at træ ikke fremstår som mere bæredygtigt, end det er. Fra hvad jeg kan stykke sammen, går ligningen ikke op.
I den gængse LCA-standard medregnes de konsekvenser, som brug af træ medfører, kun delvist.(1) Der tages ikke tilstrækkeligt hensyn til tab af biodiversitet, forsuring af jorden eller udfordringer med fødevareforsyning, når landbrugsjord omlægges til skovplantager. Og vigtigst af alt, når omdrejningspunktet i LCA nu engang er CO2, så udelades også de enorme mængder afbrændt ‘resttræ’, der knytter sig til træindustrien, i udregningerne.
Lukas Wassberg
Stud.arch. ved Arkitektskolen Aarhus
Udgivelse
Studenterklummen blev udgivet i Arkitekten 08/2022
Noter
1) Fremsynsnotat: Anvendelse af træ i byggeriet af Concito og Rådet for Grøn Omstilling, 2021.
2) Danmarks Statistik. ‘Hugsten i skove og plantager’.
3) ens.dk/ansvarsomraader/bioenergi/fast-biomasse
ANNONCE
Det forholder sig nemlig sådan, at for hver m3 nåletræ, der ender i en bygning, afbrændes mere end tre m3 resttræ, uden at det medregnes i hverken LCA eller andre klimaregnskaber, til trods for at der ved afbrænding udledes CO2. I runde tal bliver halvdelen af den volumen, der hvert år fældes i danske skove – kaldet hugsten – omdannet til flis og brændt i kraftvarmeværker.(2) Den resterende halvdel afsættes til savværkerne, hvor udnyttelsesgraden er ca. 50%. Også i dette led ender det meste af det, der skæres fra, med at blive brændt. Af det færdige gavntræ har byggesektoren et yderligere spild på anslået 10%. Af det, vi fælder i skovene, ender altså mindre end en fjerdedel med at lagre CO2 i vores bygninger og møbler.
Dette skyldes blandt andet, at vi i Danmark fører en politik, hvor afbrænding af biomasse regnes for CO2-neutral og desuden er fritaget for afgifter.(3) På dette område opererer byggebranchen, skovindustrien og energisektoren i en slags symbiose, hvor alle tre parter vinder, men klimaet taber.
Når vi nu – tilskyndet af kravene i LCA – øger andelen af træ i byggeriet, bidrager vi altså samtidig til mere end fire gange så meget resttræ, hvis kulstof ender i atmosfæren gennem afbrænding.
Træ er ikke blot et helt enestående byggemateriale, men også en af de mest effektive måder at støvsuge og lagre atmosfærens CO2 på. Derfor er løsningen ikke at bruge mindre træ, men mere af dét, som i dag går op i røg.
I en typisk dansk nåletræsplantage vokser f.eks. en overflod af godt træ, som aldrig når savværkerne, men som i stedet bliver fliset og sendt med enkeltbillet til varmeværkerne. Det drejer sig først og fremmest om de såkaldte ‘udtyndingstræer’ med en diameter under ca. 13 cm. Som skovens tabere i kapløbet mod lyset står de tilbage i skyggen i underskoven, hvor de vokser langsomt, ofte snorlige, og med forholdsvis få, tynde grene. Det er disse træer, der udgør ca. halvdelen af hugsten fra danske nåletræsplantager. Lige her omkring os har vi altså adgang til en vedvarende og rigelig ressource, som består af slanke, nogenlunde uniforme stammer. Ikke blot besidder de træets mange æstetiske og statiske egenskaber, men de fås desuden for en slik – helt konkret for knap 3 kr./m, som er den pris, varmeværkerne betaler.
Opgaven med at få udnyttet udtyndingstræer og andet ‘resttræ’ i byggeriet er, i min optik, stillet direkte til os arkitekter. Vejen frem er at anskue disse træer som en meget reel ressource og udvikle velegnede teknikker, konstruktionstyper og virkemidler til at arbejde med dem.
