Udstillingsanmeldelse: I dit private øje

I Olafur Eliassons kunst er du, beskueren, hovedpersonen. Værket er til for at vække dine sanser, dine lyster, dit øje, det er en personlig invitation til at gå i dialog med verdens forunderlighed i værkets spejl. Her skal du se, at du kan sanse. På Tate Museum står folk i disse dage i kø for at få vækket øjnene. Eliassons soloudstilling er en samling af højdepunkter, nedslag og greatest hits fra kunstnerens karriere iblandet enkelte nye værker og en slags opslagstavle-rum, der skal give de besøgende et indblik i den værkstedskultur og de processer, der ligger til grund for brandet Studio Olafur Eliasson. 

Eliasson fik et massivt internationalt gennembrud på selvsamme museum med The Weather Project i 2003, hvor en halv orange skive blev forvandlet til en hel smuk sol i industrihallens enorme loft ved hjælp af et gigantisk spejl. Det store illusionsnummer fik folk til at gøre mærkelige bevægelser nede på gulvet for at finde sig selv oppe i den monokrome, gule spejlhimmel. Således bevæger Eliassons kunst os, når den er bedst. Det er en overmåde menneskelig reaktion. Styrken ved værket er, at alle gør det samme, med små personlige forskelle. Folk overgiver sig til samme handling, samme forbløffelse, og fortæller hinanden, hvordan de hver især oplevede det. Regnbuen på toppen af ARoS i Aarhus har samme kraft. Udstillingen i Tates nyeste tilbygning (af Herzog & de Meuron) er langt mindre rumstærk. Simpelthen fordi der er så meget materiale. Det første, man møder, er en enorm montre fyldt med modeller. Et geometrisk wunderkammer, der fortæller noget om det tempo og den arbejdsstyrke, der findes i kunstnerens værksted. Herefter føres vi helt tilbage til begyndelsen af Eliassons virke, hvor man finder en gruppe fine, lavmælte værker. Som regnen, der løber ned ad vinduets yderside, selvom solen skinner udenfor (Regenfenster, 1999). En enkel idé, der står sært rent, når man får øje på vandfaldet på pladsen udenfor. Hvor dråben på ruden opleves som vandkunst, et levende, vådt filter mellem dig og verden, så drukner stilladsvandfaldet mellem de høje bygninger. Det går ikke i forbindelse med stedet, som vandfaldet under Manhattan Bridge (The New York City Waterfalls, 2008).

I det videre udstillingsforløb har man arbejdet med rummenes og værkernes integration for at skabe bedst mulig interaktion med de besøgende. Den lange tågekorridor (Din blinde passager, 2010), hvor lyset skifter farve, mens man går, findes bag en lukket dør, som en skøn hemmelighed. Men ellers virker mange af værkerne lidt, som om de taler i munden på hinanden, når de hver især lokker med kalejdoskopiske spejlinger og lyseffekter mellem de hvide museumsvægge. Den klare, enorme skønhed, Eliasson evner at åbne i verden, oplever jeg ikke til fulde. Nærmere for mange stimuli. 

Bedst er de hele indendørs installationer, hvor Eliasson bygger videre på naturens egne virkemidler, som i Beauty, der ved hjælp af vanddis og lys får en bølgende regnbue til at stå frem i et mørkt rum. Det er simpelthen magisk og dragende, det har en evig fascinationskraft, som at se ind i ilden eller op mod skyerne, men i kunstens reflekterende ramme.

 Eliasson udstiller også, at han gerne vil give noget tilbage til verden, der ikke er dyr gallerikunst. Little Sun, en gul solcelledrevet lampe, er produceret til mennesker, der lever uden adgang til strøm. Det er en lille lampe fuld af håb, et produkt af overskudsforretningen Eliasson og en såre sympatisk redningskrans, der både styrker forretningen, brandet og velgørenhedsprojektet. 

Studio-miljøet som helhedstænkende værksted for krop og sjæl fremhæves gennem interview med den kok, der sørger for det daglige brød i Berlin – en menu, der kan prøves i Tates café. Det er fuldstændig ligesom i IKEA, udstillingen tilbyder en fuld oplevelse inden for det samme univers, inklusive forbrug, og jeg går derfra med en lille sol i tasken.