Strategisk byudvikler

Stærk strategisk byudvikler til den Odenseanske storby.

Virksomhed:

Odense Kommune

Arbejdssted:

Odense

Ansøgningsfrist:

14/01/2020 00:00

Stærk strategisk byudvikler til den Odenseanske storby

Odense er i gang med den største transformation i byens historie. Omdannelse af Thomas B. Thriges Gade, anlægget af Odense Letbane, og en række andre store og mindre projekter forandrer byen fysisk og skubber til den måde vi taler om Odense på.

Med Bystrategi 2019 har Odense Byråd formuleret en vision om, at Odense skal blive en storby med omtanke. En storby, hvor storbyens dynamik, mangfoldighed og oplevelser møder lokalområdets nærhed, fællesskaber og grønne kvaliteter. Hvor udviklingen tager udgangspunkt i mennesker og væksten er bæredygtig (læs mere om Bystrategi 2019 her: https://www.odense.dk/bystrategi2019)

Derfor har vi brug for en stærk byudvikler, der både kan tænke og arbejde strategisk og har lyst til at skabe konkrete resultater både i bymidten, udviklingsområderne og i Odenses mange forskellige bydele med unikke identiteter og stærke fællesskaber.

Du skal samtidig have lyst til at arbejde i en politisk styret organisation, tæt på topledelsen, hvor vi både skal levere det faglige grundlag for langsigtede politiske beslutninger og håndtere løbende større og mindre opgaver effektivt.

Om stillingen

Afhængigt af din profil vil du få gode muligheder for selv at præge stillingen og løsningen af de konkrete opgaver. Men det er vigtigt, at du har lyst til at kaste dig ind i et job, hvor du er del af en stor organisation og er i stand til at navigere sikkert og selvstændigt i relation til både opgaveløsning og kolleger med vidt forskellige perspektiver og fagligheder.

Din profil

Vi forventer at du

  • har en relevant videregående uddannelse som fx arkitekt eller byplanlægger. Alternativt har du måske en samfundsfaglig uddannelse eller anden relevant akademisk uddannelse med erfaring og særlig interesse i byudvikling
  • er fagligt ambitiøs, driftssikker og har mod og handlekraft til at forfølge de vigtigste dagsordener for Odense
  • har erfaring med både projektledelse og projektsamarbejder, hvor du ikke nødvendigvis er tovholder
  • er i stand til at sætte retning og formidle dine budskaber klart til forskellige målgrupper, både mundtligt, skriftligt og meget gerne visuelt
  • har udpræget sans for samarbejde og samtale med mange forskellige aktører, interessenter og borgere
  • har lyst til at indgå i et team, et kontor og en forvaltning, hvor vi samarbejder på tværs om byens udvikling

Arbejdsopgaver

Vi kan tilbyde et varieret job med mange gode udfordringer og opgaver, som især vil omfatte følgende;

  • Administration af ansøgninger til Bydelspuljen, der har til formål at fremme udviklingen og styrke identiteten i lokalområderne i Odense, herunder deres engagement i arbejdet med FN´s Verdensmål. Opgaven omfatter bl.a. direkte dialog med ansøgere samt vurdering og behandling af ansøgninger (se mere om Bydelspuljen her https://www.odense.dk/bydelspuljen)
  • Udvikling og håndtering af bystrategiske projekter, fx udviklingsplaner, i samarbejde med grundejere, investorer og lokale aktører (se mere om bystrategiske projekter her https://www.odense.dk/byens-udvikling/byudviklingsprojekter)
  • Nye typer projekter med fokus på den demokratiske samtale mellem kommunen og borgerne – det kan fx være at facilitere processer for og udvikle aftaler om og med lokalområder i Odense
  • Udarbejdelse af oplæg, notater og beslutningsgrundlag til ledelse og politisk niveau inden for teamets arbejdsområde
  • Planlægning og facilitering af møder, workshops mv. med både interne og eksterne parter

Hvem er vi

Stillingen er placeret i Bystrategi og Vækst, som er et kontor i Borgmesterforvaltningen.

Bystrategi og Vækst omfatter tre teams med i alt 25 medarbejder, som tilsammen er Odense Kommunens udstrakte hånd til virksomheder, investorer, turister, klynger og civilsamfund.

Vi er et ambitiøst og udviklingsorienteret kontor. Vi laver proaktive samarbejder, som er retningssættende for byens transformation og bidrager til vækst og nye arbejdspladser. Vækstinitiativerne skal være med til at skabe en bæredygtig fremtid for byens udvikling.

I Team Bystrategi får du 5 engagerede kolleger med fokus på helhedsorienteret byudvikling, samarbejde med civilsamfundet og tilrettelæggelse af gode processer, der skal sikre strategisk fokus og kvalitet i resultaterne – fra byrådets visioner til den byggede virkelighed, der er rammen om borgernes liv.

Vi arbejder tæt sammen i en uformel tone, har stor tillid til hinanden og stærk social sammenhængskraft.

Vi samarbejder løbende med især By- og Kulturforvaltningen, som har ansvar for kommuneplan og lokalplanlægning, byggesagsbehandling mv. for at sikre sammenhæng fra visioner og strategier til den konkrete fysiske planlægning.

Vil du vide mere?

Spørgsmål til stillingen kan rettes til kontorchef for Bystrategi & Vækst, Joost Nijhoff, på telefon 4046 9001 – dog ikke i perioden 23. december 2019 – 2. januar 2020.

Forventet tiltrædelse den 1. marts 2020 eller snarest muligt derefter.

Løn og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation med mulighed for at forhandle tillæg i forhold til kvalifikationer. Arbejdsstedet er Odense.



Det praktiske

Der er ansøgningsfrist den 14. januar 2020.

Vi forventer at afholde 1. samtalerunde i uge 4 og 2. samtalerunde i uge 5 2020.

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +