NYHED 21.08.17

Høringssvar: Lav en gennemgribende revision af bygningsfredningsloven

Forslag til lov om ændring af lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer

Foto: Frederik Drejer

Arkitektforeningen takker for muligheden for at afgive høringssvar om ændringen af loven om bygningsfredning m.v. Spørgsmålet om, hvordan vi bedst forvalter vores fælles bygningskulturarv er helt afgørende for vores identitet og det samfund, vi er en del af.

Derfor lægger Arkitektforeningen vægt på, at bygningsfredningsloven udformes, så der tages hensyn til de kvaliteter og særpræg, som gør historiske bygninger bevarings- og fredningsværdige for eftertiden.

Arkitektforeningen er positiv over for en mere differentieret tilgang til den eksisterende fredningsmasse. Det kan bestemt give god mening, at give ejere af fredede bygninger et større råderum for ændringer i en bygnings indre. I takt med at der gives plads til en mere fleksibel tilgang til fredede bygninger, er det dog afgørende, at der ikke slækkes på sikringen af den arkitektoniske kulturarv.

Desuden mangler der muligheder for at frede helheder og kulturmiljøer. De historier, der ligger gemt i vores kvarterer, gader og stræder er sammen med landskabshelheder blevet forsømt. At åbne mulighed for kun at frede en bygnings ydre er nok et skridt i den rigtige retning, men det virker for unuanceret og usammenhængende netop med den afsluttede fredningsgennemgang in mente.

Arkitektforeningen mener, at der er behov for gennemgribende revision af bygningsfredningsloven, hvor de faglige aktører på området får mulighed for at komme med forbedringsforslag til den eksisterende lov. Det er yderst beklageligt, at den igangværende ændring af fredningsloven sker stykvis. Det gør det vanskeligt at gennemskue konsekvenserne af de enkelte justeringer.

Med venlig hilsen
Jesper Pagh
Direktør
Arkitektforeningen

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +