Når kontrollen og hastigheden får overtaget, risikerer vi at gå glip af det intuitive og sanselige, det uventede, og innovationen. Den seneste tids debat om vores konkurrencekultur er relevant og tiltrængt. Men skal kulturen ændres, må vi flytte fokus fra ”dem og os” og spørge, hvordan vi kan sikre, at konkurrencerne både bidrager med værdi for projektet, de involverede aktører og samfundet som helhed? Tør vi en radikal ændring?
Dorte Sibast, arkitekt MAA og udviklingschef i Arkitektforeningen. Foto: Ida Wang.
Af Dorte Sibast, udviklingschef i Arkitektforeningen. 12. maj 2023
Som arkitekternes standsforening repræsenterer vi arkitekter, der arbejder fra alle sider af bordet – på tegnestuer, hos bygherrerne og konkurrencerådgiverne. Hver og en oplever de udfordringerne med konkurrencerne forskelligt, alt efter om de repræsenterer en bygherre, en konkurrencerådgiver – en ny eller veletableret tegnestue. Og det er helt naturligt at agere derefter, for alle skal drive en forretning. Omvendt har vi som fagfolk et fælles ansvar for at skabe byer og bygninger, der kan holde og skaber værdi for samfundet i generationer. Derfor er det afgørende, at konkurrencerne har langt mere fokus på vores fælles ansvar og sikrer værdien af projekterne.
I bogen Det ukontrollerbare, beskriver den tyske sociolog Hartmut Rosa den fremhærskende fremmedgørelse, han mener præger vores samtid. Jo mere vi forsøger at kontrollere, tingsliggøre og fiksere vores omverden, des mere fratager vi os selv muligheden for at opleve den i al dens mangfoldighed. Med andre ord: Når kontrollen og hastigheden får overtaget, risikerer vi at gå glip af det intuitive og sanselige, det uventede, diversiteten og innovationen – kvaliteter, som en gang var konkurrencens adelsmærke.
Er det dét, som er ved at ske med vores konkurrencekultur? Udvander vi i virkeligheden ideen med konkurrenceformen ved fortsat at fylde mere på, i håbet om enten at være sikre på at vinde eller spare tid på udviklingen af projektet?
Selvfølgelig skal man som bygherre kunne stille krav til både økonomi, tid og kvalitet. Men dér, hvor det går galt er, når der stilles alt for mange detaljerede krav fra starten. Når budgettet er lagt, lang tid før bygherre har afsøgt problemstillingen og defineret mulighedsrummet. Når tidsplanen prioriteres højere end at udvikle de løsninger, der passer bedst til opgaven. Så løser det intet andet end at opfylde et umiddelbart kortsigtet behov.
Spørgsmålet er, om den sikkerhed, der efterspørges i starten, nogensinde kan indfries? Og om det i virkeligheden er til gavn for nogen
Vinderprojektet må nødvendigvis fortsætte med at udvikle sig, efter konkurrenceperioden er afsluttet. Bygherre og rådgiver bliver klogere undervejs, når ny viden integreres, bedre løsninger udvikles i dialogen mellem rådgiver, bygherre og brugere, og projektets behov og økonomi påvirkes. Som situationen er nu, vil en stor del af det omfattende materiale, der udarbejdes i konkurrencen, være baseret på præmature beslutninger, og erfaringen viser, at mange af de efterspurgte detaljer går tabt, når projektet videreudvikles.
Så skal vi håndtere uvisheden, kunne det være interessant at se på, hvordan risikostyringen kan bruges mere kvalitativt – fx som et redskab, der i langt højere grad kan arbejde med at manøvrere projektudviklingens iterationer. En styringsmodel, hvor det er hovedgrebet – dvs. grundidéen, der bærer konkurrenceprojektet til realisering, hvor det er loyaliteten over for opgaven – udfordringen der er i centrum. Det ville være en ændring, som kræver tillid fra alle sider af bordet – og en erkendelse af paradokset i, at når vi forsøger kontrollere hver en lille del, så risikerer vi at miste helheden.
Både arkitekter og bygherrer er enige om, at mange af de ressourcer, vi lægger i konkurrencerne i dag, er uhensigtsmæssige. Mon ikke alle ville vinde, hvis vi koncentrerede os om det værdifulde, som vi hver især bringer med til bordet og anerkendte hinandens potentiale? Hvis bygherrens aftale og styringskompetencer blev anerkendt såvel som bygherrerådgiverens øje for særlige udfordringer og faldgruber og de bydende arkitekters innovative og kreative evner og blik for helheden. Hvis vi favnede både de lineære, de iterative og organiske processer og begyndte at se arkitektkonkurrencen som en dannelsesrejse. Ikke bare for byggeriet, men for alle, der er involveret i processen – rådgiverne, bygherren, borgerne og brugerne. Vi skal alle leve med det, vi skaber.
Arkitektforeningen arbejder for at styrke kvaliteten i konkurrencer gennem formidling og debat, synliggørelse og uddannelse af MAA fagdommerkorpset, strategisk rådgivning, og ikke mindst ved at bringe parterne sammen i vores Konkurrence og Udbudsnetværk.
Netværket er åbent for alle, der er involveret i konkurrence- og udbudsprocesser. Vi har pt. repræsentanter fra mere end 30 organisationer og virksomheder – bygherrer, tegnestuer, konkurrencerådgivere og advokatfirmaer.
Sammen med Danske Arkitektvirksomheder har Arkitektforeningen desuden udgivet ”Vejledning til projektkonkurrencer – 7 gode råd”