Vandet kommer til at fylde mere og mere. Derfor bør arkitekter også i langt højere grad interessere sig for, hvad der sker under vandoverfladen, skriver arkitekt MAA Lotta Tiselius.
"Havets planter er lige så vigtige som regnskoven for Jordens samlede økosystem, men der er ingen, der køber store arealer med ålegræs for at beskytte dem mod at blive udryddet." Seniorforsker Peter Bondo Christensen, i "Havets Planter", Aarhus Universitet. Foto fra bogen.
“Ingen ejer havet, så vi må alle være med til at passe på det.”
Danmarks Naturfredningsforening 2020
Der plejer ikke være nogen grænser for, hvor vi arkitekter gerne udfolder os. Vi tegner ikke kun bygninger og byrum. Vi tegner også gerne velfærd, natur og biodiversitet, bæredygtighed, ”liveability” og kunst.
Vi agerer som sociologer, biologer, ingeniører, psykologer og kunstnere, når vi går til et projekt. Det er en af vores største styrker (andre ville måske sige svagheder?), at vi glad klamper ud i ukendt territorium i kraft af vores profession. Vi sætter fysisk form på aktuelle udfordringer, hvilke udfordringer det end må være.
Hvorfor er vi så blevet så bange for vandet? Vundne konkurrencer for havnefronter, strandpromenader og andre kystnære byudviklingsprojekter viser situationsplaner, som er fulde af diversitet, skygger og liv på land, ofte en regulær bynatur på speed om man vil.
Men uden for vandkanten er der bare blåt. Blåt, blåt, blåt. Vi synes på ingen måde interessere os for, hvad der er under vandoverfladen. Nogle gange strækker vi os til at graduere havets farve en smule, så det fremgår, at det rent faktisk bliver dybere, jo længere fra vandkanten man befinder sig. Men oftest er havet et udefinerbart blåt hul på situationsplanen.
Jeg ved det godt. Vi kan jo ikke se det. Og havet er jo alligevel også off limits, det tilhører (hvis nogen) et eller andet abstrakt nævn eller ministerium, og har ikke noget at gøre med den byggede verden på land, som jo er det, vi arkitekter egentlig skal beskæftige os med. Skal vi virkelig blande os her også?
Det tror jeg. Menneskers fortsatte tendens til at bosætte sig så tæt på vandkanten, man kan komme, kombineret med dagens havneudvikling, tyder på det. Vores tidligere nævnte fascination (evne?) for at blande os i alle aspekter af, hvordan samfundet bygges op, kalder ligeledes på, at vi tager vores ansvar på os som dem, der fører pennen. I iveren efter at tegne bæredygtige byer, grønne bydele, biodiverse kvarterer og så videre bør vi også beskæftige os med, hvad der sker under vandoverfladen.
Martin Odgaard, adjunkt og ph.d., i Den Grænseløse By
Biodiversiteten i havet er, ligesom på land, i stærk tilbagegang. Vi har også her formået at ødelægge så mange naturlige habitater gennem fiskeri, udslip, byggeri og anlæg, at havet i kystnære områder ser radikalt anderledes ud i dag sammenlignet med for 100 år siden. Stenrev, ålegræs-enge (også kaldet havets skove) og blåmuslinger er i stærk tilbagegang, hvilket ikke kun har en negativ effekt på den konkrete artssammensætning i havet. Ålegræsset fungerer i kraft af sine rod-formationer som en konkret kystsikring. Blåmuslinger filtrerer vand og opsamler store mængder af de kvælstoffer, vi udleder fra landbruget (DN, 2020). Vi skyder unægteligt os selv i foden ved at transformere landskabet under havoverfladen til bogstaveligt talt dødsyge monokulturer.
“Inden 2020, skal hav- og kystnære økosystemer beskyttes og forvaltes bæredygtigt for at undgå større negativ indvirkning, bl.a. ved at styrke deres modstandskraft og ved at genoprette dem for at opnå sunde og produktive have.”
FN’s Verdensmål 14 – Livet i havet (Underpunkt 14.2)
Man skal ikke læse meget om vandkvalitet og havets biologi for at indse, at det er komplekst. Mon ikke det også er grunden til de ofte så udefinerbare blå felter på vores situationsplaner?
Vandkvaliteten langs kysterne er afhængig af ikke mindst landbrug, tilstødende vandløb, forsinkelse i oplandet, separatkloakering, overfladevand, ja, endda bildæk (ved skybrud i større byer skylles massive mængder mikroplast øjeblikkeligt ud i tilstødende fjorde, havne, søer og vandløb) (Miljøstyrelsen, 2020).
Det er et komplekst system med mange samspillende faktorer. Derfor skader det ikke at diskutere den strømlinede udformning som vores kajkanter, havnefronter og strandpromenader har en tendens til at have i dag. Her findes potentiale for at skabe langt mere levende og biodiverse habitater for tang, muslinger, fiske og skaldyr. Vi menneskers, og ikke mindst vi arkitekters, evige trang til at separere den vilde natur og det kultiverede byrum, eller kombinere de to på urealistiske måder, skaber byer, hvor naturen ikke har en plads. Hverken på land eller i vand.
“Den største barriere mod en højere biodiversitet i byerne er i virkeligheden nok slet ikke af økonomisk karaktér. Den skal sandsynligvis snarere findes i mange menneskers ordenssans og æstetiske præferencer for et landskab, der udstråler kontrol.”
Naturstyrelsen 2013: Biodiversitet i byer – Forslag til synergier mellem biodiversitet og byudvikling
Ligesom på naturen på land har naturen i vandet brug for plads og variation. Niveauskift, forsænkninger, plateauer. Huller og kroge at gemme sig i. I princippet modsætningen til den måde vi typisk tegner kajkanter på i dag. Måske skal vi prøve kræfter med en mere varieret landskabsbearbejdning i vandkanten, i stedet for gudsforladte betonkanter som trøstesløst rammer vandet i 90 graders vinkel? Kan byens skarpskårne kajkanter transformeres til noget mere organisk, naturbaseret og adaptivt, som kan udvikles over tid? Kan fremtidens havnepromenader i højere grad designes på havets præmisser end efter vores behov for at bo tre skridt fra havoverfladen og stadig have tørre fødder? Findes der noget mellem strandeng og strandpromenade?
Måske er løsningen en diversitetsfremmende marin landskabsarkitektur / Urban seascaping? Vi bør udforske en arkitektur, hvor mødet mellem land og vand sker på andre måder end med en brat betonkant. Og betragte mødet mellem land og vand i højere grad som en zone som håndterer skift i tidevand, stormflod, naturspredning og livet i vandkanten.
EU 2020
Naturbaserede løsninger, også kaldt økosystemtjenester, er en positiv og inspirerende tilgang til arkitekturens svar på klimaforandringerne. At gøre brug af naturens egne evner til at vokse, stabilisere og filtrere, og ikke mindst optage CO2, er brugbart på land som i vand.
Desuden kan naturen så meget, hvis den blot får lov. Natur bringer liv, farver, sanseoplevelser og dynamik i bybilledet, som statisk arkitektur og den byggede masse aldrig kan konkurrere med. Når vi kigger ud over kajkanten, vil vi så ikke hellere se tang, sten, muslinger, fisk og fugle, end ikke rigtig noget?
Danmarks første havplan laves i øjeblikket af Søfartsstyrelsen. Processen startede 2017, planen går i høring i 2020 og skal ligge klar i 2021. Havplanen er et led i EU’s direktiv om, at alle lande i EU skal have en havplan for at sikre bæredygtig brug og udnyttelse af havet.
Et eksempel på, hvordan sådan en plan implementeres, kan ses i regionen Bohuslän i den vestsvenske skærgård. Her foreslår en såkaldt “blå oversigtsplan” en fysisk planlægning under havoverfladen. Planen beskriver bæredygtig udvikling af kystzonen i synergi med understøttelse af kulturarv, turisme og udvikling af lokalsamfundene (Tillväxt Bohuslän, 2018).
I en dansk havplan der afgør, hvordan vi fysisk skal planlægge vores hav, og ikke mindst sikre en bæredygtig fremtid for det, burde den arkitektoniske udformning af zonen mellem land og vand spille en rolle. I denne zone kulminerer transformationen af vore industrihavne, udformning af kystsikring og stormflodsbeskyttelse, samt etablering af rekreative urbane områder med kontakt til vandet. Alle sammen udfordringer og potentialer med arkitektoniske spørgsmål som kræver svar.
Vores uvidenhed på området kalder på tværgående samarbejder med havbiologer, kyst-ingeniører og andre eksperter som kender til havets dynamik og krav til gode habitater. Men først og fremmest – at inspireres af naturen selv kan være et sted at starte. Og så må vi arkitekter turde at glemme den lige streg. Eller i det mindste gemme den til der, hvor der er brug for den. Naturen er kaos.
Arkitektur behøver ikke altid være modsætningen. Lad os bruge vores evner som arkitekter til at sætte mere form og liv på de artificielle kyststrækninger, vi unægteligt påvirker. Mere variation, plads, tekstur, farver. Mere vildskab. Hvis det føles lidt usikkert, kan vi altid læne os tilbage med visheden om, at det hele er under vandoverfladen. Vi kan alligevel ikke se det.