Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.cwstg.e-typ.es/debat/for-alvaro-siza-er-intet-sted-ode/
Álvaro Sizas hovedværk, Casa de Chá da Boa Nova i arkitektens fødeby, Matosinhos, 1965. Foto: Joshua Gross
Arkitekt MAA Martin Kallesø skriver om gensynet med Álvaro Sizas arkitektur i og omkring Porto, forbindelsen til og ligheden med Alvar Aalto, den seismografiske følsomhed over for landskabet og evnen til at være global og lokal på samme tid.
Álvaro Sizas hovedværk, Casa de Chá da Boa Nova i arkitektens fødeby, Matosinhos, 1965. Foto: Joshua Gross
“Architects don’t invent anything – they transform reality”
– Álvaro Siza
For tre uger siden kom jeg hjem fra en studietur til Porto, hvis hovedfokus var på Álvaro Sizas arkitektur og en dybere forståelse af det særligt kontekstuelle aspekt i hans arkitektur og essensen af ovenstående citat; hvorfor det er så vigtigt for Siza at transformere virkeligheden mere end at opfinde noget og følge med på tidens tendens til mere og mere diagram-præget arkitektur. Jeg har fulgt Sizas arkitektur i over 20 år, og denne gang besøgte jeg også flere af hans projekter uden for Porto, som egentlig rummer de fleste af hans hovedværker.
Sizas mangeårige samarbejdspartner og kollega Eduardo Souto de Moura beskriver hans bygninger som ”katte, der sover i solen”; de lægger sig til rette i en altid naturlig position. De er altid helt umiddelbart naturlige i forhold til deres kontekst. Landskabet og terrænet spiller en afgørende rolle i hvert eneste projekt fra Sizas hånd. Konteksten er nøje afkodet og fortolket. Sizas arkitektur reagerer meget intuitivt og næsten seismografisk på det land- eller byskab, den er placeret i. Siza “opfinder aldrig noget” – han arbejder med det givne, tager bestik af den givne situation, kontekst og opgave.
Som nu for eksempel et af Sizas nyere museumsprojekter fra 2015; et kunstmuseum til kunstneren Nadir Afonso (1910-2010) i Chaves, i det nordlige Portugal tæt på den spanske grænse. Museet er udlagt som en langstrakt bygning med flere twist og ‘knæk’ i sin hvide betonbygnings-krop. Museet er placeret mellem byen og den lokale flod, der opdeler byen i to.
Derudover er museet hævet en etage over jorden via betonskiver, som følger de forskellige knæk i museets forløb, således at man som besøgende kan gå under hele huset, og der konstant skabes visuel kontakt til den ældre bydel. Den primære årsag til dette træk er, at den nærliggende flod hvert år går over sine bredder og oversvømmer det, der nu er museumsområdet.
Foran museet ud mod floden står der tillige rester tilbage af en gammel romersk bebyggelse/mur. På flere af de hvide beton-vægskiver, der hæver museet op, er der udskåret geometriske primærformer (halvcirklen, trekanten mv.) – disse træk peger tilbage på Nadir Afonsos geometrisk abstrakte kunst og er en smuk gestus mellem kunstner og arkitekt.
Alvaro Sizas kunstmuseum til kunstneren Nadir Alfonso. Foto: Joshua Gross
Bygningen er hævet over jorden, så besøgende kan gå under hele huset.
Et andet eksempel, jeg besøgte, var det lokale bibliotek placeret på havnefronten i Viana do Castelo, 2007, ca. 1 times kørsel nord for Porto. Også dette projekt er opført i hvid insitu-støbt beton. Og også dette projekt er hævet en etage over jorden, og på samme måde som ved Nadir Afonso-museet skabes der en tydelig visuel forbindelse mellem i dette tilfælde by-bibliotek og havnefront.
Biblioteket er udlagt som et skarpt næsten kvadrat helt ud til kajkanten mod floden Limia, som munder ud i Atlanterhavet. Udvendigt har biblioteket lange, ubrudte, horisontale vinduespartier som en tydelig reference til den maritime placering. Allerede ved opstigningen til førstesalen – bibliotekets hovedetage – via den marmorbeklædte hovedtrappe, som let og elegant går over i bibliotekarernes hovedankomstskranke, bliver jeg slået af ligheden mellem Alvar Aalto og Álvaro Siza!
Alene denne ankomst giver mig mindelser om både Aaltos Akademisk Boghandel i Helsinki og Nordens Hus i Reykjavik. Dette indtryk forstærkes kun overalt i biblioteket. Sammenstillingen mellem bogreoler, møblement, vindueshøjder og ikke mindst det vidunderlige ovenlys er så umiskendeligt Aaltosk. Og alligevel kun Sizask. Siza studerede nøje Aalto, lige efter at Portugals diktatur ophørte, og nævner ham fortsat ofte i diverse interviews som en af sine største inspirationskilder.
I begge ovenstående projekter, samt de mange øvrige jeg besøgte, oplevede jeg en bevidst, næsten demonstrativ ‘langsomhed’ i Alvaro Sizas arkitektur, som på samme tid er bjertagende og enormt befriende; specielt i en hurtig, flygtig tidsalder og verden som vores lige nu.
Projekterne giver sig tid til at forstå deres kontekst, de finder sig altid til rette. De udstråler ro og modenhed, men også en meget poetisk, næsten dynamisk sensuel tilgang til livet. De fortæller om, at skønheden i tingene og i kunsten stadig har værdi.
Aalto kaldte det for “the function of beauty”. Og Sizas arkitektur synes at gøre det bedste, den kan. Lige her og nu. Den opfinder aldrig noget. Det er altid topografien, der bestemmer bygningernes interne hieraki og orden.
Den virker hævet over modestrømninger, tendenser og fikse diagrammer. I alle Sizas værker er der en tydelig fornemmelse af at være både frisk, moderne og alligevel også have en tydelig forbindelse til historien og traditionen. Den er konstant i spil.
Alle Sizas værker refererer til noget på en ret subtil måde. Aldrig kun sig selv, som meget af den moderne arkitektur kun synes at formå. Specielt Portugals egen tradition og bygningskulturarv. Ikke på en altmodisch, tilbageskuende måde, men som en konstant venlig påmindelse om, at alting starter og slutter med traditionen. Og man skal kende den for at kunne lave noget nyt. Som Siza selv udtaler: ”Tradition is a challenge to innovation.”
Álvaro Siza
Aspektet i Sizas ovenstående citat omkring traditionen som en udfordring for innovation gør sig måske mest tydeligt gældende i, efter undertegnedes opfattelse, Álvaro Sizas hovedværk, Casa de Chá da Boa Nova i Matosinhos (Siza fødeby), 1965. Og inspirationen fra Aalto synes her mest tydelig.
Hele huset er en elegant sammensmeltning af traditionel portugisisk rural arkitektur og den helt særlige beliggenhed mellem klipperne ved brændingen mod det store ocean. Denne beliggenhed så at sige ‘føder’ huset og giver det dets karakteristiske skub, forskydninger, niveauspring.
På flere måder minder huset undertegnede om både Aaltos Villa Mairea og hans eget hus og tegnestue i Helsinki i form af de glidende overgange mellem rummene i interiøret, vekselvirkningen mellem udvendigt træværk, pudset, hvidt murvæk, inddækninger i kobber og den kakkelbeklædte skorsten bag huset ved restaurantens køkken.
Casa de Chá. Foto: Joshua Gross
Sizas Casa de Chá er en hyldest til stedet og til dén kritiske regionalisme, som den engelske arkitekturkritiker Kenneth Frampton flere gange har rubriceret Alvaro Siza som værende en del af.
Den universalisme i arkitekturen – som verden generelt lider under i dag, og som mere og mere udæsker de lokale byggetraditioner og regionale forskelle i landskabet – synes kun at kunne holdes i ave ved flere projekter, som tager deres udgangspunkt og inspiration i den kritiske regionalismes tankegang og arbejdsmetode.
Ikke på en didaktisk, bogstavelig måde, men som inspiration og tilgang. Verden har mere end nogensinde før brug for følsom og humanistisk aritektur! Det kan ingen korrekte CO2-regnskaber og certificerede træbygninger afhjælpe.
Der findes ingen særlig ‘økologisk’ eller ‘bæredygtig’ arkitektur – der findes kun god humanistisk, indlevet, kontekstuel arkitektur. Det forstod Alvar Aalto. Og det forstår Álvaro Siza fortsat. Og deri ligger hans relevans.