Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.cwstg.e-typ.es/debat/ikonisk-samtidsarkitektur-oedelaegges-af-daarligt-ejerskab/
Hvordan passer vi på nutidens hovedværker, som endnu ikke er beskyttet af fredninger og bevaringsbestemmelser, når ejerinteresser underminerer kulturarven?
For at være helt ærligt – i arkitekturens verden er det aldrig agurke- og ferietid, når spekulative ejerinteresser underminerer kulturarven. I skrivende stund er Emiliedalen i Aarhus – et markant værk i nyere dansk bygnings- og landskabskunst – på en forfaldsrejse. Det pragtfulde projekt fra halvfemserne, som har sat spor i dansk arkitekturhistorie, nødlider under dårligt vedligehold.
Send et blik hen over bøgeskoven syd for Aarhus, et hulstenkast fra bugten, i bakkelandet mellem Højbjerg og Moesgård. Her vil du få øje på en inkluderende bebyggelse bestående af punkthuse, rækkehuse, atriumhuse og etageboliger i en kollektiv og ganske unik samhørighed med landskabet. Fem af de skarpeste Aarhus-tegnestuer, PFA og Kurt Thorsen (før det gik galt) realiserede en drøm. En teglgrav i skovbrynet omfavnede et oprigtigt ikonisk byggeri, der med sin sanselighed, utraditionelle rumligheder, postmoderne mindelser og en social ide om mangfoldighed ragede op blandt halvfemsernes boligbyggerier. Emiliedalen er et regulært referencebyggeri, som har været mål for utallige studieture, og som har sat sit præg på vores bygningsarv. Det er et bevaringsværdigt kulturmiljø.
PFA solgte desværre Emiliedalen omkring finanskrisen, og i dag bliver byggeriet, som burde være omfattet af en fredning, desværre i alvorlig grad misligholdt af en spekulativ ejer, Mainland, repræsenteret af Taurus Ejendomsadministration i Aarhus. I denne måned fortsætter en ødelæggende facademaling af bebyggelsen, hvis farvesætning er en indlevet historie for sig selv i æggeskal, blå, turkis, lilla, grå og grøn. Nu bliver en kold, blank, hvid tone den dominerende facadefarve. Murværkets karakter og spil med lyste forsvinder.
Men facaderenoveringen er langt fra det eneste overgreb på bebyggelsens karakter. Emiliedalens omsorgsfulde designmanual eroderes konstant: sprækkede og nødlidende træfacader, tømte spejlbassiner, gennemtærede tagrender, vandskader, nyindkøbte og forkerte belysningsarmaturer, misligholdt haveanlæg osv. Alt det står i grel kontrast til ånden bag byggeriet.
Emiliedalen er et kvalitetsbyggeri med udsøgte materialer og smittende detaljeringsglæde. Fra mahognivinduer til integrerede kig i ægte kastanjekroner, specialtegnede altankasser, farvesatte legeredskaber og kunst i haven. Men intet vedligehold, forkert vedligehold og ejernes manglende brug af professionel og seriøs rådgivning om både bygninger og haveanlæg undergraver Emiliedalens enestående bygnings- og landskabsmæssige kvaliteter. Og det er et kæmpe tab for dansk arkitektur.
Nok er nok. Derfor slår vi alarm nu og spørger: Hvordan sikrer vi arkitekturperler mod spekulanter og elendigt ejerskab? I kan konfrontere ejerne, I kan kontakte stadsarkitekten, borgmesteren, Arkitektforeningen og kulturministeren for at få rejst en diskussion om, hvordan vi som samfund beskytter vor tids hovedværker. Området her i Skåde Bakker er pakket ind i en bevarende lokalplan i forhold til beplantningen, men Emiliedalens ejere har alligevel formået og negligere den sarte flora. Området skriger på en bevarende og beskyttende plan. Verden går sin gang, tiden står ikke stille, men de store værkers tidsløshed og skønhed skal respekteres.