Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.cwstg.e-typ.es/debat/rum-for-diversitet-i-arkitektmiljoeet/
Som arkitekternes standsforening arbejder vi for at højne den arkitektoniske kvalitet – og skabe de bedst mulige vilkår for, at vi som arkitekter kan udøve vores faglighed. I lyset af den seneste debat omkring sexisme og diversitet ønsker Arkitektforeningen derfor at skabe en platform for en konstruktiv debat om diversitet i arkitektstanden, så vi kan få kan talt sammen om, hvad diversitet betyder for vores medlemmers muligheder for at udfolde sig professionelt - og dermed for udviklingen af arkitekturen.
Gennem vores dialog med foreningens medlemmer og branchen generelt hører vi ofte fra vores kvindelige medlemmer, at det kan være svært at navigere i byggebranchen, som generelt er domineret af mænd. Af kvindelige sagsarkitekter beskrives det nærmest som ”helt normalt” at blive afbrudt med nedværdigende og sexistiske bemærkninger ude på byggepladserne. Ikke underligt bliver dette af mange oplevet som upassende, respektløst og i nogle tilfælde krænkende.
Men hvordan ser det egentlig ud, hvis vi løfter blikket og kigger ud over det arkitektfaglige landskab? Er der lige muligheder for, at både kvindelige og mandlige arkitekter kan udfolde deres faglighed?
I dag er 47% af alle danske arkitekter kvinder. Forudsætningen for at sikre den kønsmæssige balance og repræsentation er altså til stede i arkitektstanden. Alligevel skal man ikke kigge ret meget rundt for at se, at kvindelige arkitekter ofte er underrepræsenteret i debatter og arrangementer, i de ledende stillinger, i publikationer mv. Det er blevet italesat og debatteret i mange år. Spørgsmålet er, om vi har givet det nok opmærksomhed?
Det har vi chancen for at gøre nu. Først og fremmest ved at være mere bevidste om diversitet og turde tale sammen om, hvordan vi i fællesskab får debatteret, om vi har en kultur, der giver plads til, at alle bliver repræsenteret og kan stå frem som rollemodeller – og dermed udfolde sin faglighed på lige fod.
I Arkitektforeningen vil vi starte hos os selv og skabe mere transparens omkring diversitet i foreningen og vores aktiviteter. Men skal vi skabe rum for diversitet i hele arkitektmiljøet, er der behov for en fælles indsats.
Vi håber derfor, at I som medlemmer, både mænd og kvinder, vil være med til at tage en konstruktiv debat her på Arkitektforeningens side. Er der lige vilkår for at udfolde vores faglighed i dag? Er der nogle barrierer? Hvad betyder diversitet for udviklingen af arkitekturen? Vi ser frem til en god og nuanceret debat.