BR18 modarbejder arkitektonisk kvalitet og bæredygtig udvikling

Det var skabertrang, der i første omgang drev Asger Juul til at blive arkitekt, men mødet med virkeligheden blev en øjenåbner. Første job var på den gamle tegnestue i Københavns Kommune, hvor arkitekten fik til opgave at projektere en børneinstitution:

”Da opdagede jeg, hvordan aftaleforhold og lovgivning sætter begrænsninger for arkitekturen på en lang række afgørende punkter. Det fik mig til at indse, at det ikke er nok at være en god formgivende arkitekt. Som fag må vi også dygtiggøre os i de juridiske og tekniske forhold, hvis vores designambitioner skal føres ud i livet,” siger han.

Efter mange år i den kommunale verden valgte Asger Juul, sammen med partneren Kim L. Hansen, at starte tegnestuen Juul & Hansen Arkitekter i 2005. I dag arbejder han bl.a. som projekterende arkitekt med fokus på offentligt byggeri og som underviser i bæredygtig projektering og myndighedsbehandling. Og efter mere end 15 år som selvstændig arkitekt, er han stadig optaget af lovgivningens betydning for arkitekters arbejdsvilkår og den arkitektoniske kvalitet – ikke mindst efter den seneste version af BR18. Ifølge Asger Juul har ændringen af bygningsreglementet nemlig ikke blot ført til lange sagsbehandlingstider i kommunerne, den er også en stopklods for en bæredygtig udvikling og arkitektonisk kvalitet.

Hvordan oplever du forskellen i byggesagsbehandlingstiden fra før BR18 og til nu?

”Der er kommet en uendelig mængde kapitler og vejledninger, som er helt løsrevet fra, hvordan vi arbejder i praksis. Jeg tror ikke, der er nogen, der kan overskue hele materialet i dag. Tidligere var vejledningerne relativt begrænsede, og vi havde mulighed for at gå i dialog med kommunen om fortolkningen. Det kan vi ikke længere.

I dag er vi afhængige af private certificerede rådgivere, som fx skal tage stilling til en given brandklasse ud fra meget detaljerede vejledninger. Vejledninger, der vel at mærke ikke tager højde for afvigelser eller nuancer. I BR18 er der uendeligt mange sider alene om emnet ’brand’, og der er ikke et kommunalt beredskab, man kan tage med på råd.

En anden stor udfordring er, at der generelt mangler erfarne sagsbehandlere i kommunerne. Vi har svært ved at få kontakt, og dem, vi taler med, har ikke den viden, vi mangler.”

Hvad betyder det konkret for jeres arbejde på tegnestuen?

”Mængden af materiale og detailviden, vi skal forholde os til, er en kæmpe barriere, både når vi skal ansøge om byggetilladelse, og når bygningen skal tages i brug, og det har store konsekvenser for tiden og økonomien. Vi bruger uendeligt mange timer hele vejen rundt i systemet, hvor de gældende aftaleforhold om fordeling af ydelser og ansvar ikke kan følge med.”

Artiklen fortsætter længere nede

Hvad betyder udfordringen med at få byggetilladelse for den arkitektoniske kvalitet?

”Projekteringsledelse handler mere og mere om dokumentation, om målinger, tid og evaluering. Skal det lykkes at få projekter igennem systemet, skal man levere på specifikke og målfaste kriterier. Det gælder i forhold til myndighedskrav og øgede krav om bæredygtighed, herunder ressourceforbrug, sikring af biodiversitet og så videre.

Men hvis detailstyringen tager over, mister vi også grebet om helheden og følsomheden for de arkitektoniske detaljer og bygningskunsten, og så står vi til sidst med bygning, hvor der er 100 procent styr på fx brandpunkter, men som groft sagt er en effektiv ‘æske’ uden æstetisk værdi.”

Hvilke udfordringer giver det for udviklingen af mere bæredygtigt byggeri?

”Det er blevet meget sværere at arbejde innovativt og udvikle nye, bæredygtige metoder. Kompleksiteten i lovgrundlaget betyder, at man er nødt til at vælge varianter af allerede godkendte metoder og materialer, hvis man vil undgå afslag og forlængelse af projektet.

Lad mig give et eksempel: Jeg arbejder for tiden med at projekt, hvor vi gerne vil bruge træ i stedet for gips og stål. Vi har forskernes ord for, at det er sikkert og miljømæssigt bæredygtigt. Men det, vi vil gøre, er ikke beskrevet i vejledningen, og derfor er det svært at få godkendt projektet. Heldigvis har vi en fond med ombord, så vi kan godt tåle at gennemføre processen, men var det et normalt projekt, ville bygherre jo blive rasende.”

Hvilke tiltag ønsker du dig, så det bliver nemmere at få byggesagerne gennem systemet?

”BR18 er en systemfejl, det er min påstand, og jeg mener ikke at vi kan råde bod på problemerne med lappeløsninger. Så jeg kunne ønske mig, at vi begyndte helt forfra. Og at vi i stedet tog afsæt i den måde, vi reelt arbejder på i byggeriet.”

Men hvis BR18 er kommet for at blive – i hvert fald i en periode – er der så noget kommunerne og samfundet kan gøre på den korte bane for at afhjælpe sagsgangene?

”Det er selvfølgelig glædeligt, at kommunerne gør, hvad de kan, og jeg har forståelse for, at det går stærkere i de små kommuner end i de store. Det er hurtigere at vende end optimistjolle end en supertanker som Københavns Kommune. Helt overordnet er jeg en stærk fortaler for, at man opruster i kommunerne og giver sagsbehandlerne mere spændende opgaver, som giver jobbet en højere status. Derudover bør fast track-systemet for sager med lav kompleksitet styrkes, så de erfarne kræfter i byggesagsbehandlingen får ressourcer til at håndtere de mere svære sager. Det er man heldigvis i gang med mange steder.

Som fag bør vi også arbejde med at skabe en fødekæde af arkitekter på tegnestuerne, som mestrer byggeansøgning. Og ikke mindst ønsker jeg mig bedre muligheder for faglig sparring, både hos kommuner og i styrelser og forskningsinstitutioner. Jeg savner det gamle SBi, hvor man kunne hente konkret viden og finde vejledninger. Det undrer mig, at ændringen af BR18 har fokuseret ensidigt på de juridiske forhold og ikke har forberedt branchens praktikere, fx ved at udvikle et digitalt system, som kan forenkle ansøgningsprocessen.

Vi er mange, der gerne vil satse på kvalitet og grøn omstilling, og vi har brug for en offentlig sektor, som kan gå forrest og være forandringsagent for bæredygtig udvikling. Det kræver, at vi gør op med nulfejlskulturen, reducerer det enorme tekniske lovgrundlag, og at vi gør kravene til dokumentation mere enkle og opperationelle. Når den administrative byrde øges, spilder vi også muligheden for at skabe enorme samfundsværdier.”