”Der skal være en klar vinder”

”Som fagdommer skal man tage stilling til vidt forskellige projekter og steder. Der er en enorm spændvidde, og det slår mig igen og igen, hvor meget interessant arbejde, der bliver udført inden for vores fag. Det er opløftende,” siger Flemming Frost.

Han er stiftende partner i JUUL FROST Arkitekter, og i mere end 20 år har han arbejdet som fagdommer MAA i forbindelse med en række danske og internationale arkitektkonkurrencer, parallelopdrag og bygningspræmieringer – lige fra DRs koncertsal i Ørestad over Ordrupgaard, Aarhus Musikhus, Krøyers Plads i København og mange flere. Senest har Flemming Frost været fagdommer i parallelopdraget for Jernbanebyen, som er den sidste store brik i byudviklingen i det sydlige København. I november 2020 igangsatte DSB Ejendomsudvikling og Freja Ejendomme således en arkitektkonkurrence for udvikling af området i form af et parallelopdrag med fem tværfaglige teams. Og i april 2021 valgte det enige vurderingsudvalg Cobe som vinder.

I denne anden artikel i vores interviewserie med arkitektfagdommere stiller vi skarpt på parallelopdrag og vurderingen af arkitektonisk kvalitet i byudviklingsprojekter.

Hvordan forløb processen med at vurdere de fem forslag for Jernbanebyen?

”Som fagdommer har man grundlæggende to vigtige funktioner: For det første skal man sætte sig ind konkurrencens afsæt og det arbejde, rådgiverne leverer. Og for det andet skal man nivellere dialogen mellem projektets forskellige parter og deres forventninger til projektet.

Nogle gange er der tale om et kompliceret setup med mange aktører og problematikker. Med Jernbanebyen havde vi for eksempel to udskrivere, nemlig DSB Ejendomme og Freja Ejendomme, og derudover var Københavns Kommune en vigtig partner. Rådgivningsvirksomheden Grandville håndterede selve konkurrencen, og vi sad to arkitektfagdommere med om bordet. Diskussionerne var brede og handlede om alt fra placering af skolen og sportsfaciliteterne til støjproblematikker, trafiktekniske spørgsmål og holdningsforskelle – og det er blot nogle af de forhold, man navigerer i som fagdommer.”

Hvordan griber man konkret processen an?

”Det starter med en afsøgningsperiode, hvor man som fagdommer først skal sætte sig ind i konkurrencegrundlaget og forsøge at sparke sig ind på, hvad der er vigtigt for de forskellige parter. Derefter afstemmer man forventningerne på tværs, og så starter det analyserende arbejde af konkurrenceforslagene og dialogen, der til sidst munder ud i et resultat. Et resultat, der vel at mærke skal være klokkeklart. Nogle gange kan opgaven være så stor, at flere teams kunne dele den, men kun i teorien. I praksis er det uhyre problematisk – for eksempel at koordinere løbende programmatiske ændringer mellem flere parter. Så der skal være én klar vinder. Det er det vigtigste, og det gælder uanset hvilken konkurrenceform, der er tale om. ”

Teksten fortsætter længere nede.

Kan man som fagdommer være med til at påvirke rammerne?

”Niveauet lægges af udskriver og konkurrencerådgiver med baggrund i kommunale krav, og det kan fagdommerne ikke påvirke i særlig høj grad. Helt generelt har kravene til dokumentation og leverancer taget voldsomt til i konkurrencerne. Da jeg startede som fagdommer for 20 år siden, fyldte et program måske 20 sider. I dag fylder det 2-300 sider inklusive bilag, og det har fået karakter af juridisk dokument. Konkurrenceprogrammet er blevet ekstremt bearbejdet, der er blevet mindre plads til visionen, og detaljeringsgraden er enorm. Jeg mener, man går for langt.”

Hvad kendetegner fagdommerrollen i et parallelopdrag?

”Med en arkitektkonkurrence har man et program, deltagerne byder ind, deres forslag bedømmes, og der vælges en vinder. Parallelopdraget er anderledes. Det er en dialogproces, hvor de deltagende teams har to-tre mellemafleveringer, inden de til sidst præsenterer det endelige projektforslag. Som fagdommer skal man sikre, at udskriver får en bred vifte af mulige løsninger og et fælles afsæt til at vurdere hvert enkelt forslag ud fra. Og undervejs kan fagdommerne så være med til at få det bedste frem i rådgivernes projektforslag via dialog og konstruktive spørgsmål.”

Hvordan vurderer man arkitektonisk kvalitet i et byudviklingsprojekt som fx Jernbanebyen?

”Når vi vurderer et byudviklingsprojekt, er fokus ikke kun på det enkelte bygningsværk, men mere på byrummet, landskabsrummet og alle mellemrummene. Når vi taler konkret om Jernbanebyen, så vi her på, hvordan de forskellige projektforslag forholdt sig til de historiske lag, det nutidige og visionen om at skabe en grøn og klimavenlig bydel. I dag er Jernbanebyen vel nærmest at betragte som et ikke-sted, som ligger skjult midt i byen. Det bliver en meget stor kvartersdannelse, som skal kobles op på de omkringliggende bydele gennem udadvendte byrum og have en særlig identitet i sig selv. Det bliver Københavns første bilfri bydel, og i projektet er der et enormt fokus på at skabe gode rammer om hverdagen, varierende former for bynatur og en styrket biodiversitet. Så det bliver spændende at følge.”

Kan du sige noget om baggrunden for det valgte projekt for Jernbanebyen?

”Helt grundlæggende løste de deltagende teams opgaven på fineste vis, og der er lagt et enormt stykke arbejde hele vejen rundt. Man inviterer teams, der kan løfte opgaven og levere forskelligartede forslag, og det er først i sammenligningsprocessen, at den sidste udvælgelse sker. Team Cobe har løst opgaven overbevisende med let aflæselige bygningsstrukturer, og de har skabt et stærkt samspil mellem det grønne, det historiske og områdets programmer og udfordringer, for eksempel støjproblematikken. Men alle projekter udfordrer programmet på hver deres måde. Det er også det, der gør opgaven som fagdommer interessant.”

Er det så også det bedste ved at være fagdommer?

”Ja, og samtidig er det det værste. Som fagdommer bruger man mange kræfter på at sætte sig ind i opgaven, forstå stedet og forstå projektforslagene og interessenterne. At komme ind til kernen. Men når vinderen er fundet, og vi går ud ad døren igen, opstår der en tomhedsfølelse. Men heldigvis kommer man over det igen.”