Er fungi fremtiden?

Vi er på Det Kongelige Akademi. Det lavloftede laboratorium er på størrelse med cykelkælderen i en mindre andelsforening. Og den sparsomme plads deles med to højlydte maskiner, som med jævne mellemrum pumper luft fra kælderen, hvor vi står, og op til værkstederne i stueetagen. Men tag ikke fejl. Her er noget stort undervejs.

”Apple startede jo også i en garage,” siger Phil Ayres og slår en latter op.

Med et aktuelt forskningsprojekt har den nyslåede, engelskfødte professor i bio-hybrid arkitektur sat sig for at undersøge, hvordan man kan koble levende svampesporer – fungi – med ny teknologi og på den måde udvikle en mere organisk måde at bygge på. En arkitektur, der ikke står som et færdigt værk, men er i evig forandring. Og som trækker rødder til århundreders viden om fermentering og byggeteknikker med såkaldt biologiske komplekser. Huse bygget af levende træer findes allerede. Nu får også svampene deres renæssance.

Arkitektur som ufærdigt værk

Svampesporerne er overalt. I luften, i vandet, i vores kroppe, under jorden, i træerne. De kan trigge sygdomme, og de kan behandle dem. De kan fermentere oste og brød, og nu kan de også kultiveres og bruges til alt fra indpakning af madvarer til at bygge møbler af, til isolering, akustikplader og som byggemateriale.

Indtil videre har især den tørrede, døde svamp vundet indpas, men Phil Ayres og hans kollegaer har en radikal ny vision. De vil fremelske en ny bio-hybrid arkitektur baseret på levende fungi:

”Jeg interesserer mig for, hvordan de biobaserede materialer kan bruges til at skabe ny arkitektur, der ikke står som færdige værker, men kan forandre sig over tid. Som er levende, som kan hele sig selv, og som indgår i symbiose med det omgivende biologiske miljø,” siger han og tilføjer, at arbejdet med de levende materialer måske også kan lære os at værdsætte dem og give os en stærkere samhørighed med naturen.

I kultiveret form har svampene mangfoldige former. Strukturen kan være solid eller fleksibel, ru som savsmuld eller blød som kalvelæder. Den kan være helt glat eller mønstret som en bikube. Og mulighederne for formgivning uden brug af bolte og skruer er nærmest uden ende, som Phil Ayres forklarer. Han tilføjer, at udgiften til Eiffeltårnets millioner af jernbolte nær fik projektet til at gå bankerot:

”Om historien er sand ved jeg ikke, men udgifter til skruer, bolte og søm tynger under alle omstændigheder økonomien i rigtig mange byggeprojekter. Tænk, hvis man ikke behøvede dem.”

Teksten fortsætter længere nede.

Arkitektur i forandring

I laboratoriet på Det Kongelige Akademi blandes svampesporerne med overskudsprodukter fra landbruget, fx strå eller halm, med mycelium, der er den underjordiske del af svampelegement. De fodres og vokser i en 27 grader varm ovn, indtil de har den rigtige størrelse. Og til sidst kombineres de stadig levende svampe med bl.a. nanopartikler til en form for myceliumbaseret teknologi, der gror i en vævet form. Metoden kombinerer ny teknologi med en tusindår gammel tradition for at væve, som alle kan lære.

Betyder det også, at mennesker i fremtiden vil kunne ’gro’ deres egne huse?

”Wouldn’t that be great?” spørger Phil Ayres retorisk, men maner straks til besindelse.

”De første huse, hospitaler eller broer bygget af tørrede svampe befinder sig stadig et stykke ude i fremtiden. Mange spørgsmål har vi ikke fundet svarene på endnu: Hvad sker der med materialet, når vi flytter det udenfor? Hvordan er holdbarheden? Indeklimaet? Og så har vi slet ikke talt om krav til certificering og gennemprøvede løsninger.”

Vælger man at gå skridtet videre og bygge med levende svampe, trænger endnu en udfordring sig på. Når svampen vokser, vil substratmaterialet – som fx kan være strå – uvægerligt kompostere og få strukturen til at kollapse.

”Men måske behøver alle bygninger og strukturer ikke være permanente. Nogle gange er det måske helt fint, at en bygning går til grunde og vender tilbage til kredsløbet. Og andre gange kan man løbende forny den – lige som man gør med de islamiske moskéer, som skal klines med ler hvert år. Eller tangtagene på Læsø.”

Et nyt New York City hver måned

Forskningen giver også mening i et bæredygtighedsperspektiv. Efterhånden er det velkendt, at byggeriet tegner sig for næsten 40 procent af verdens CO2-udledninger, og at over halvdelen stammer fra produktionen af stål og beton. Men ikke nok med det. Byggeriet producerer også enorme mængder byggeaffald og trækker hårdt på Jordens ressourcer. Og problemerne vil kun vokse i takt med, at vi bliver flere mennesker, og velstanden stiger.

”Globalt skal vi bygge et nyt New York City hver eneste måned for at følge med. I de næste 40 år,” siger Phil Ayres med henvisning til Bill Gates’ velkendte oneliner.

”Så for mig at se, er der ingen tvivl om, at vi er nødt til at tænke nyt. Vi går en fremtid i møde, hvor den industrielle bio-teknologisektor vil vokse helt enormt inden for blandt andet bio-tech og fødevaresikkerhed, så selvfølgelig skal vi også være på forkant inden for arkitektur og byggeri.”

Er svampesporerne – modsat fx sand, ler og træ – så en uendelig ressource, vi bare kan tappe løs af?

”Nej. Ingen ressourcer er uendelige. Vi skal ikke tro, at vi bare kan fortsætte med at bygge løs, og hvis bare vi bruger svampe, er alt i orden. Mycelium er godt, fordi det kan komposteres, men processen er også energikrævende. Fungi er ikke hele svaret og kan ikke bare erstatte de hidtidige måder at bygge på,” slår Phil Ayres fast og tilføjer:

”I virkeligheden er ønsket om at erstatte gamle metoder med nye udtryk for en modernistisk måde at tænke på. Det tror jeg slet ikke på. Fungi-baserede byggematerialer er et supplement – ikke hele svaret.”

Kontroltab

Vi går videre til udstillingslokalet på Det Kongelige Akademi, hvor biobaserede byggematerialer er på display – også svampene i deres mange forskellige afskygninger. En skærm viser digitale modeller af, hvordan de lange trådlignende rødder udvikler sig i komplekse mønstre, som arkitekten ikke altid kan kontrollere.

Arkitekturprofessoren stopper op ved en svamp, der har form som en stor kammusling og breder sig med fordybninger og lommer ud over den vævede struktur.

”Se her! Først syntes vi, den var mislykket, men det er den ikke. Vi har bare fået noget andet ud af processen, end vi havde regnet med. Som moderne menneske og arkitekt vil man jo gerne være i kontrol, men skønheden findes ofte i det ukontrollerbare.”