Radikal forandring handler ikke om at bo i lerhytter

Arkitekter er blevet aktivistiske igen. Det står klart efter UIA Verdenskongressen, hvis altoverskyggende fokus var på, hvordan arkitektur og byplanlægning kan skabe en mere bæredygtig verden. På tværs af globale udfordringer med blandt andet klima, miljø, ulighed, urbanisering og inklusion trådte de etiske dilemmaer tydeligt frem: På den ene side er arkitekter med til at skabe rammer, der differentierer og ekskluderer, og arkitektur og byggeri er én af de største syndere, når det gælder miljø- og klimaproblemer. Og på den anden side er arkitekterne også en del af løsningen, og mange er fast besluttede på at gøre en forskel.

Under kongresugen satte vi os for at møde nogle af fænomenets frontløbere. For at forstå, hvad det hele handler om, og hvordan, man reelt kan agere politisk i en arkitektfaglig kontekst.

Menneskelig mangfoldighed

Én af dem, der for alvor har sat ord på den aktivistiske dagsorden, er Nyasha Harper-Michon. Hun præsenterede sig selv som værdibaseret arkitekt, forretningsudvikler, skribent og foredragsholder, og så har hun opfundet sin helt egen titel: archtivist (på dansk ’arktivist’, der er et sammenkog af ordene arkitekt og aktivist).

”Hvis arkitektur drejer sig om at bygge op, drejer aktivisme – eller arktivisme – sig om at bryde ned. Vi skal nedbryde de grænser, som holder liv i business-as-usual. Og vi skal være med til at udvikle nye forretningsmodeller og nye designs, som omfavner hele den menneskelige mangfoldighed. Kort sagt skal vi bygge med et skarpere blik for, at mennesker er forskellige og har forskellige behov,” sagde hun blandt andet.

Ifølge Nyasha Harper-Michon er tiden kommet til et opgør med en arkitektur, hvor alt lige fra placeringen af dørhåndtaget til udformningen af hele boligbyggerier og byer er skabt med afsæt i det ‘ideelle’ menneske – den 183 centimeter høje hvide mand af såkaldt perfekte proportioner.

”I hele verdenshistorien har vi hyper-fokusereret på denne heteroseksuelle, raske, hvide mand. Men dermed har vi også ignoreret kvinder, børn, ældre mennesker, mennesker med farvet hud, LGBTQ+ personer, personer med handicap samt de fleste mænd. Det er jo stort set alle mennesker.”

Teksten fortsætter længere nede.

Design for diversitet handler ikke om at bygge til alle behov i hele verden. For prøver man at bygge til alle, risikerer man at bygge til ingen, mener Nyasha Harper-Michon. Derimod handler det om at man bør være sig bevidst om, hvem man bygger til og inddrage deres specifikke erfaringer og behov, og så vil det færdige resultat ofte vise sig at gavne mange flere, forklarede arktivisten, som selv blandt andet udvikler projekter til mennesker med autisme.

“Og det gør vi med tanke for, hvordan vi kan gøre et rum nemt at overskue og navigere i. Sanserne skal beroliges, og der skal være mindre rum i rummet, hvor man kan trække sig tilbage og finde ro. Det er godt for mennesker med autisme – men det er også godt for alle andre.”

Teksten fortsætter længere nede.

Alliancer mellem generationer

Aktivismen bæres i høj grad frem af den unge generation og satte derfor også sit tydelige præg på kongressens Next Gen-scene. Diskussionerne var skarpe, både når det gjaldt spørgsmål om klima og om inklusion, og der blev efterspurgt hurtigere og mere radikal handling. Men der var også enighed om, at aktivisme ikke betyder, at fronterne mellem unge og gamle skal trækkes op. Tværtimod er der brug for fælles handling på tværs af generationer.

Samme budskab var keynote William Chan talsmand for. Udover at være arkitekt, byudvikler og den yngste uafhængige politiker, som nogensinde er valgt til Lord Mayoral Councillor i Sydney, har han også en fortid som mere radikal aktivist, fortalte han.

”Jeg har været på gaden, og jeg har protesteret, men jeg har lært, at det ikke er sådan man skaber forandring. Ægte forandring bliver til, når vi lytter til hinanden på tværs af generationer. Derfor skal vi, som er unge, arbejde for at skabe nye alliancer. Vi skal være politikere for inklusion – ikke bidrage til polarisering.”

Teksten fortsætter længere nede.

Vi vil ikke tilbage til lerhytten

I løbet af kongresugen viste adskillige debatter med og om minoriteter og oprindelige folks rettigheder, at aktivismen har mange ansigter, og flere debattører slog til lyd for, at nutidens arkitekter kan tage ved lære af oprindelige folks måder at bygge på. Både når det gælder arbejdet med letforgængelige materialer, og når det handler om at ventilere, afkøle og opvarme bygninger og udvikle flerfamiliehuse og fælleskabsorienterede strukturer.

”Vi vil ikke tilbage til den traditionelle lerhytte. Men vi vil bruge nye teknologier og kombinere med den viden og de værdier, vi bringer med os, og bruge begge dele som afsæt for innovation. Men fremtiden skal bygge på dem, der kom før os. Ellers er der ingen fremtid,” sagde Patrick Steward, der præsenterede sig selv som høvding, arkitekt, designer, underviser.

Teksten fortsætter længere nede.

Nye indsigter

Aktivisme og nye tilgange til sit fag kan også udspringe af en pludselig forandring, som tvinger arkitekten til at tage skyklapperne af. Det forklarede arkitekten Chris Downey. Han mistede sit syn fra den ene dag til den anden, men tabet af funktion gav ham også nye indsigter, han i dag omsætter til sanselig arkitektur.

”At miste synet åbnede mit blik på byen og arkitekturen. Jeg indså, hvor vigtigt det er at skabe arkitektur, som taler til alle sanser og til alle mennesker. Så jeg besluttede mig for, at jeg ville tage arkitekturen videre, end blot det, som er synligt for øjet. Da jeg blev blind, gik det op for mig, hvor meget jeg havde overset,” sagde han.

Samme pointe gik igen flere gange i løbet af kongressen, hvor arkitekter, byudviklere og forskere, som lever med handicap, delte deres historier og efterlyste et samfund, der ser mennesker med handicap som ressourcer og katalysatorer for kreativ tænkning frem for at være kilden til besværlige lovkrav.

Teksten fortsætter længere nede.

Retfærdighed gennem empowerment

Aktivisme handler også om social retfærdighed og empowerment, og begge begreber var stærkt tilstede i kongressens program.

Pakistans Grand Old Lady, den prisbelønnede arkitekt Yasmeen Lari, har viet sit professionelle liv til at skabe gode boliger til dem, der har mindst, og hun satte ekstra saft og kraft til debatten:

”Det er ikke kun eliten, som har ret til god arkitektur. Som arkitekter bør vi tjene menneskeheden og arbejde til gavn for hele planeten, ikke bygge for de rige,” lød budskabet til kæmpe applaus fra publikum i Bella Centers største sal. Den karismatiske arkitekt står blandt andet bag initiativet ’Barefoot Social Architecture’; som hjælper beboere i Sindh-provinsen med selv at udvikle lokale byggematerialer, de bagefter kan sælge til hinanden, og programmet har løftet 80 procent af de deltagende lokalsamfund op over fattigdomsgrænsen, fortalte hun.

En anden af kongressens vægtige stemmer, keynote-taler, Francis Keré, var fortaler for noget af det samme. Arkitekten, der er født i Burkina Faso og uddannet i Tyskland, er kendt for at stå bag en lang række skoler og lægeklinikker i sit hjemland og over hele Afrika. Ved at bruge sin formelle uddannelse som arkitekt har han udviklet nye strategier til at kombinere sit lands traditionelle byggeteknikker og materialer med moderne metoder.

”Min filosofi er, at alle har ret til luksus i form af kvalitet. Jeg vil have, at mine bygninger skal inspirere og give glæde og empowerment til dem, der har mindst,” sagde han, inden scenen kort efter blev indtaget af begejstrede kongresdeltagere på jagt efter en selfie.

Teksten fortsætter længere nede.

Modstand!

Mere hårdtslående toner lød fra den feministiske arkitektduo Communal fra Mexico, og når man hørte dem tale, forstod man hvorfor. Jesica Amescua Carrera og Mariana Ordóñez Grajales, fortalte hvordan de hjælper små lokalsamfund i Mexicos landdistrikter til at forbedre deres levevilkår. Hele 70 procent af landets huse er selvbyg, og de to arkitekter skaber samarbejdende designprocesser, der hjælper folks drømme på vej:

”I Mexico har byggesektoren koloniseret vores landområder, den truer traditionelle levemåder og udraderer menneskers mulighed for at skabe værdige rammer for deres egne liv,” sagde Jesica Amescua Carrera fra scenen og understregede, at tegnestuen Communals arbejde handler om samskabelse, ikke om inddragelse:

”Der er er en stærk magtposition forbundet med inddragelse. Hvem inddrager hvem? Inddrager jeg dig, er det også mig, der beslutter, om du skal høres og hvordan. Men hvem er det egentlig, der træffer beslutningerne i sidste ende?”

Communal insisterer på modstand. De siger nej til at lade markedskræfterne dominere og kæmper for at opretholde diversiteten i landets arkitektur.

”Alene det at være kvinde, og endda kvindelig arkitekt, er et udtryk for modstand i Mexico,” sagde Mariana Ordóñez Grajales og listede nogle af problemerne op:

“Vi får ikke den samme anerkendelse som mænd og bliver udsat for mansplaining og seksuel chikane. Vold og drab mod kvinder har nået et niveau, vi aldrig har set før. Men vi kæmper imod, og fra Communal råber vi VivasNosQueremos! – vi vil leve,” sagde hun til salens rungende bifald og moderator Connie Hedegaard, som replicerede: “Det var stærke ord – og ikke den bedste reklame for Mexico.

Teksten slutter længere nede.

Ja, det er politisk

Så ja, vidste man ikke, at arkitekturen er politisk, kan man godt tænke om igen, lyder den overordnede lære fra kongressen. Det betyder ikke, at alle verdens problemer er arkitektstandens ansvar alene, men at faget kan og har en moralsk forpligtelse til at hjælpe med at løse dem.

Debatten er langt fra slut. Og selvom ordene var mange på kongressen, viser de mange eksempler, at en bevægelse er sat i gang – og en stærk tro på, at arkitekturen og arkitekterne kan gøre en positiv forskel.