"Totalentreprisen kan også give plads til kreativitet"

På den sidste ledige grund i City Campus på Odense Havn er en ny erhvervsskole på vej. Team Kjaer & Richter er netop valgt til at løse opgaven, som skal skabe et sprudlende ungemiljø og huse flerfaglige ungdomsuddannelser – også for unge med særlige behov.

‘Lufthavnen’ er analogi for projektet, og målet er at skabe en arkitektur, som får et merkantilt, dynamisk og bæredygtigt udtryk og inviterer til at komme indenfor. Eller som Suna Cenholt, som er fagdommer og arkitekt MAA og medstifter hos Pluskontoret Arkitekter, udtrykker det:

“I sidste ende handler det om at sende de unge godt videre i livet. Så når bygningen er færdig, skal den skabe gode rammer for læring, trivsel og fællesskab. Den skal invitere til at hænge ud og hygge sig, og man skal kunne finde en kæreste.”

Opgaven med at opføre den cirka 8200 kvadratmeter store skole blev udbudt i en totalentreprise som udbud med forhandling. Suna Cenholt sad med som arkitektfagdommer, der skulle vurdere forslagene, hvor 13 teams bød ind i første runde, og to afleverede konkrete forslag til den endelige bedømmelse.

Men hvordan vurderer man arkitektonisk kvalitet i et totalentrepriseudbud? Og hvilken rolle spiller man som arkitektfagdommer i bedømmelsen af et projekt, hvor der på én og samme gang er høje ambitioner for arkitekturen og fokus på økonomi og arkitektonisk kvalitet?

I denne tredje artikel i vores interviewserie med Arkitektforeningens fagdommere stiller vi skarpt på fagdommerens rolle i totalentrepriseudbud.

Hvad var rammerne for bedømmelsen af projektet for Tietgen City, Den Nye Skole? Og hvor meget talte tid og pris vs. den arkitektoniske kvalitet?

“Ethvert projekt har en mængde forskellige kriterier, det skal bedømmes ud fra, og det er ikke altid er arkitekturen, der vinder. Jeg har efterhånden arbejdet som arkitektfagdommer en hel del gange, så jeg ved, at processen er lidt som en ti-kamp, hvor man godt kan vinde i spydkast, men tabe i højdespring bagefter, men sådan var det ikke her. Her stod vi til sidst med to gode forslag fra to sindssygt dygtige teams. Så vi havde et ideelt afsæt arbejde ud fra. Konkret sad vi seks personer i bedømmelsesudvalget med forskellige faglige baggrunde, og heraf var vi to arkitekter.

Kriterierne var vægtet, så arkitektur og design talte 40 procent, proces talte 30 procent, og prisen talte 30 procent. Projektet blev udbudt som totalentreprise, og det er fordi, finansieringen kommer fra Børne- og Undervisningsministeriet, via Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, og det er bydende nødvendigt, at økonomien holder.”

Teksten fortsætter længere nede.

Hvilken rolle spiller du som fagdommer i forhold til resten af bedømmelsesudvalget?

“Som arkitektfagdommer er man arkitekturens dåseåbner. Det betyder, at jeg først læser mig ned i byggeprogrammet og sætter mig ind i intentionerne bag. Derefter tager jeg resten af bedømmelsesudvalget med på en ‘rejse’ gennem projekternes kvaliteter. Det gør jeg ved, at jeg i første runde præsenterer forslagene neutralt, mens jeg i anden runde giver en vurdering ud fra nogle generelle arkitektfaglige parametre – fx rumligheder, skala og materialitet. Jeg tillader mig at lave en tværsum på tværs af de forskellige parametre, når jeg giver min samlede vurdering af den arkitektoniske kvalitet. For det er helheden, der gør forskellen, og det er her, man kan se og mærke, om der har været en arkitekt til stede.”

Hvad er din holdning til totalentreprisen som udbudsform?

“Man kan godt levere høj arkitektonisk kvalitet i en totalentreprise. Jeg ved godt, at der i nogle dele af faget er mindre respekt om totalentreprisen, men jeg mener, vi marginaliserer os selv som arkitekter, hvis vi kun vil deltage i udbud med en stærk kunstnerisk vinkel. Arkitektur er for alle. Det er desværre rigtigt, at der er sket en forskydning af magtbalancen, men vi arkitekter er også nødt til at møde verden, som den er, og forstå den sammenhæng, vi indgår i. Vi skal være skarpe på, hvad det koster at føre visionerne ud i livet, og det omfatter både at integrere ingeniørernes ventilationsanlæg, at projektet skal være bygbart for entreprenøren – og at alle parter rundt om bordet også skal tjene penge. Forstår vi at navigere i det farvand, styrker vi også vores egen troværdighed, og samtidig tjener vi arkitekturen.”

Har totalentreprisens meget specifikke krav ikke en betydning for den kreative udvikling?

“Nej, det mener jeg ikke. Når man arbejder med totalentrepriseudbud med forhandling, er projektet ikke tegnet helt færdigt. Totalentreprisen giver plads til kreativitet, og det gælder også, efter vinderen er fundet, og projektet går ind i kontraktfasen. I den fase kan man stadig tilføje eller fjerne elementer, så den skal man interessere sig for som arkitekt. Ofte er det jo sådan, at alt, hvad man trækker ud af projektet, er rasende billigt, og alt, hvad man lægger til, er rasende dyrt.

Så ja, det er krævende, og leverancer og honorar hænger sjældent sammen, men det er ikke totalentreprisens skyld. Problemet er snarere, at mængden af juridiske krav i selve udbudsmaterialet har taget til – her kan lampen med ordet ‘malkemaskine’ nogle gange komme til at blinke.”

Hvad er fagdommerens positive bidrag til totalentreprisen?

“Når vi arkitektfagdommere vurderer et forslag, kan vi gennemskue, hvordan projektet vil opleves, hvis det realiseres. Det handler typisk om rumligheder, materialitet, taktilitet, akustik og dagslys. Og derudover kan vi vurdere projektet i forhold til konteksten. Vores bygninger er jo ikke frit svævende værker, men del af en større sammenhæng, og det skal man tage højde for i bedømmelsen. Det gælder inden for alle udbudsformer.

Derudover har jeg som fagdommer en vigtig rolle at spille i evalueringsrapporten, hvor jeg kan fremhæve særlige elementer, som er afgørende for den arkitektoniske kvalitet. På den måde gør jeg det også mere vanskeligt for totalentreprenøren at slække på kvaliteten, hvis der senere kommer en optimeringsrunde. Jeg ser helt klart evalueringsrapporten som et værktøj, som kan bruges til at give de projekterende arkitekter – og dermed arkitekturen – en hjælpende hånd. De har en ven i mig.”

Og hvilke kvaliteter er særlige for det projekt, I har valgt for TietgenCity, Den Nye Skole i Odense?

“Det bliver et rigtig fint projekt, som både eleverne, de ansatte og kommunen nok skal blive glade for. Der var to stærke forslag i opløbet. Det forslag, vi har valgt, demonstrerer en meget overbevisende læsning af stedet og skaber de bedste forudsætninger for trivsel og tryghed, også elever med særlige behov. Bygningen åbner sig mod omverdenen og har en formgivning, der gør, at den opleves som et bølgende nordlys. Den er både robust og fleksibel, så den kan udvikle sig i takt med de nye pædagogiske strømninger, vi ved, der kommer før eller siden. Det er et meget kyndigt designet projekt. Det er jo det, vi arkitekter kan. Vi kan løfte det trivielle byggeri til arkitektur.”

Og kan man så også finde sig en ven eller en kæreste?

“Ja, det er jeg sikker på. Der er flere gode steder, hvor man kan kysse.”