"Differentier reglerne for småhusbyggeriet"

Helt fra sin tid som arkitektstuderende vidste MAA Karina Søgaard, at hun ville tegne boliger til private, og sådan er det blevet.

”For mig er arkitektur en form for portrætkunst, omsat til form og funktion. Men på Arkitektskolen er opgaverne meget åbne, og de studerende behøver sjældent kende deres målgruppe eller forholde sig til økonomi eller lovgivning. Men jeg havde svært ved at tegne projekter til nogen, jeg ikke vidste, hvem var,” siger hun og tilføjer:

”Kreativiteten opstår i den gordiske knude af forhold, der påvirker den måde, vi bygger på. Ønsker, behov, sol, vind, byggeteknik, lokalplanlægning, økonomi og så videre,” siger hun.

Men ikke alle benspænd er lige gode til at kickstarte kreativiteten med, mener arkitekten, som har haft sin egen tegnestue siden 2008, i dag med base i Helsingør. Vi har sat hende i stævne for at blive klogere på, hvordan øgede krav til dokumentation og certificering påvirker de mindre tegnestuers arbejdsbetingelser og bæredygtigt byggeri i lille skala.

Hvordan påvirker BR18 vilkårene for små tegnestuer efter din mening?

”Helt overordnet er problemet, at bygningsreglementet er gået fra ‘hvad kan vi?’ til ‘hvad må vi?’ Før kunne vi bruge reglementet til at finde konkret vejledning, mens vi i dag skal bruge kræfterne på at bevise og dokumentere – og det gælder uanset om man er rådgiver, investor eller producent.”

Hvad er konsekvensen af det skifte, tror du?

”Jeg frygter, at de små aktører bliver mindre, og at de store aktører bliver større. Og jeg frygter at mulighederne for at arbejde med nye, bæredygtige materialer snævres yderligere ind. Tager vi den lille ålegræs-producent som eksempel, kan det ikke lade sig gøre at generere tilstrækkeligt med ålegræs til at udvikle en stor industriel produktion. Og dermed bliver det uforholdsmæssigt dyrt for producenten at certificere sit produkt, og så vil færre forbrugere vælge ålegræs som isoleringsmateriale.”

Så krav til certificering betyder færre muligheder for at udvikle nye bæredygtige materialer?

”På positivsiden har certificeringerne skabt et fælles sprog og et fælles fokus på bæredygtighed for både investorer, rådgivere og de udførende.  Men de mange krav kan også give en falsk tryghed. Det burde blandt andet MGo-skandalen have lært os. For uanset hvor mange produkter, vi certificerer, lærer vi hele tiden noget nyt. Sådan er det jo med byggeri – og det er også det, der gør det spændende at arbejde med. Men vi klarer ikke den grønne omstilling, hvis vi kun har få løsninger at vælge imellem. Erstatter vi alt betonbyggeri med træ, får vi bare nogle nye problemer. Så efter min mening skal vi sikre en stor diversitet i vores samlede udvalg af materialer. Krav til certificeringer må ikke bremse små, eksperimenterende producenter og byggeprojekter.”

Du ønsker dig mere albuerum til eksperimenter? Men er det ikke også meget risikabelt?

”Helt generelt er det både dyrt og risikabelt at eksperimentere, så jeg forstår godt, at den enkelte tegnestue eller bygherre holder sig til de vante løsninger. Hvem skal tage risikoen, hvis vi bruger genbrugsmursten eller ler i et vådrum? Skal det være bygherren? Producenten? Entreprenøren? Rådgiveren? Men rent byggeteknisk kan meget lade jo sig gøre. Og især når det gælder de små projekter og privatboligerne ser jeg et potentiale i at afprøve nye metoder og materialer. For jo færre aktører og jo mindre projekt, des nemmere er det at eksperimentere en lille smule og teste nye løsninger ét skridt ad gangen.”

Hvordan oplever du ellers, at certificering og dokumentationskrav spænder ben for din praksis?

”Lige nu er jeg i gang med at renovere og transformere et gammelt strandhotel i Hellebæk, som jeg vil transformere til bolig, tegnestue og lokalt spisested. Jeg har sat mig for, at løsningerne skal være så bæredygtige som muligt, og det kan jeg gøre, fordi jeg er min egen bygherre. Men både BR18, lokalplanlægning og strandbeskyttelsesloven er en udfordring.

Derudover betyder reglerne også, at jeg ikke må italesætte mit projekt som bæredygtigt, hvis ikke jeg DGNB-certificerer det – og hvorfor skulle jeg bruge penge på det, når jeg ikke har tænkt mig at sælge huset igen? På den måde gør certificeringskravet det sværere at dele viden og erfaring fra ikke-certificerede byggeprojekter, som muligvis er mere bæredygtige end de certificerede projekter.

Sagen er også, at en certificering koster det samme som eksempelvis en regnvandsopsamler. Dér vil jeg altså hellere have et anlæg, som sparer på vores rene drikkevand og afhjælper udfordringer med regnvandsmængder, end jeg vil have et fint stykke papir i skuffen. Det er paradoksalt, synes jeg.  Jeg er klart mere til bæredygtighed i praksis end ved skrivebordet.”

Har du et konkret eksempel på, hvordan BR18 og lokalplanlægning udfordrer muligheden for at afprøve mere alternative materialer?

”Mit aktuelle projekt i Hellebæk er et godt eksempel. Jeg vil gerne efterisolere bygningen med en lodret stråfacade. Strå har flere gode egenskaber og passer godt til området, hvor der i forvejen er mange gamle huse med stråtag. Men fordi der kun er fire meter til skel, kan stråfacade ikke godkendes af brandmyndigheden. Kravet er mindst fem meter, også selv om der er 14 meter til nærmeste nabo. Tænkte man ud ad boksen, kunne problemet måske løses ved at installere et sprinklersystem i tagrenden, men det kan jeg ikke få lov til. Så nu overvejer jeg at bruge kork i stedet for, og med nogle krumspring kan det nok godt lade sig gøre at overholde brandklassen.

Inden så længe skal vi også dokumentere det enkelte byggeris samlede klimapåvirkning. Hvad betyder det for arkitekturen, tror du?

”Det vil skabe en mere generisk arkitektur. Det er jeg ikke i tvivl om. For det er nemmere at dokumentere en klimapåvirkning, hvis man er et typehusfirma, der skal bygge 250 ens huse. Men for privatkunden bliver det dyrere og mere besværligt at udvikle sit eget projekt. Desværre. For det er trist, hvis vi bygger alt efter den samme opskrift – beton, skum og murstenstapet. Vi kan jo bygge sjovere og mere sanseligt, hvis vi henter inspiration fra traditionelle byggeteknikker og materialer. Og jeg gætter på, at det også er mere bæredygtigt, hvis man regner det hele med.”

Der går rygter om, at et nyt småhusreglement er på vej. Hvad taler for et sådant reglement?

”Jeg håber på et nyt småhusreglement, som giver mulighed for en mere differentieret tilgang og albuerum til at eksperimentere. Hidtil har vi været vant til at se alternativt byggeri udformet på en måde, som også ser alternativ ud. Målet må være at skabe æstetiske løsninger, som også er bæredygtige. Vi skal tage udgangspunkt i det enkelte projekt i stedet for i reglerne. Og vi skal tage afsæt i de enkelte materialers egenskaber. Se på, hvad der er bæredygtigt lige her – i denne sammenhæng.

Hvad nu hvis vi kunne 3D-printe et bæredygtigt fundament, undertag eller vådrum på høstet CO2, som var omdannet til plast? Eller hvis vi kunne arbejde med en udstykning, hvor for eksempel matrikelgrænser i sommerhusområder var ophævet, så vi i stedet kunne arbejde med sokkelgrunde? Så kunne vi bedre bevare biodiversiteten i området frem for at plastre det til med trampoliner og golfbaneagtige græsplæner. Det kunne jeg godt drømme om i fremtiden.”

Og til sidst: Har du et godt råd til dem, der måske sidder og arbejder med udviklingen af et nyt småhusreglement lige nu?

”Differentier reglerne for småhusbyggeriet. Tænk i at reglementet skal være mere vejledende end regulerende. Og giv mere plads til drømmene. Realiteterne skal jo nok klare sig.”